Deltek har efter opkøbet af Maconomy fortsat store ambitioner på det danske marked, og ansættelsen af den 45-årige Jan Løwe som ny salgsdirektør er en vigtig del af disse ambitioner.
Jan Løwe har en meget bred erfaring, der er opbygget gennem 20 år i it-branchen. Jan Løwe kommer fra en stilling som administrerende direktør i Lindorff A/S. Tidligere har Jan Løwe været direktør i blandet andet Aston Business Solutions A/S (nu Tectura) og Damgaard A/S (nu Microsoft).
”Jan Løwe er en kapacitet i den danske it-branche. Han kender markedet, kunderne og mulighederne indgående, og han vil forstærke Deltek fra dag et. Deltek har med baggrund i Maconomy et stærkt fodfæste i den danske videnservicebranche. Den position skal i de kommende år udbygges og udvikles, og Jan Løwe er manden, der har baggrunden og erfaringen til at gøre netop dette arbejde,” siger Rolf Hansen, landechef, Deltek Danmark.
Med købet af Maconomy og Maconomys it-løsninger er Deltek blevet styrket, og er en af de største it-leverandører til ingeniører, arkitekter og det professionelle servicemarkedet – fx advokater, revisorer og konsulenter. Med ansættelsen af Jan Løwe som ny salgsdirektør, er det Delteks mål at styrke den danske forretning, og styrke den strategiske position for virksomheden på det danske marked, og Jan Løwe glæder sig til udfordringerne.
”Jeg har i Deltek mødt en helt unik kombination af folk der virkelig brænder for produktet, og folk med store ambitioner for Deltek. Deltek har med Maconomy formået at placere sig stærkt i videnservicebranchen, og har opnået en position, som andre drømmer om. Det bliver en spændende udfordring at styrke kendskabet til Deltek i Danmark og udvide kredsen af kunder,” siger salgsdirektør Jan Løwe, Deltek.
Jan Løwe bor i Charlottenlund og har en HD fra Copenhagen Business School. Jan Løwe er endvidere bestyrelsesformand i virksomheden Gert Nielsen A/S.
Jan Løwe tiltrådte som salgsdirektør hos Deltek den 1. november 2010.