Dansk WPP-bureau vælger Maconomy-løsning

16-10-2008

Maconomy skal levere en ERP-løsning til GroupM, der ejes af kommunikationsgiganten WPP. Aftalen omfatter Maconomys bureauløsning Maconomy Agency Solution til 280 brugere i Danmark.

ERP-leverandøren Maconomy har underskrevet en aftale med danske GroupM om implementering af Maconomy Agency Solution. Maconomys bureauløsning er et ERP-system, der er udviklet til vidensintensive organisationer og blandt andet understøtter processerne på mediebureauer. Løsningen bliver hostet af WPP i London. Den er fuldt skalerbar til fremtidig vækst og kan anvendes på tværs af landegrænser. GroupM forventer, at ERP-løsningen bliver implementeret omkring 1. januar 2009.

“Vi har store forventninger til det fremtidige samarbejde med Maconomy og den leverance, vi har indgået aftale om. Det fremtidige system betyder fuld integration med Reklamedata, som er GroupM’s nuværende mediesystem,” siger CFO Allan Petersen, GroupM. “Løsningen er en del af en overordnet nordisk strategi om optimering af GroupM-bureauernes finansielle styring og interne processer,” tilføjer Allan Petersen.

Aftalen med GroupM kom i stand, efter at GroupM havde udvalgt en række ERP-leverandører til at demonstrere deres produkter. GroupM valgte Maconomy som samarbejdspartner efter at have konstateret, at Maconomys ERP-løsning understøttede GroupM’s forretningsprocesser optimalt.

GroupM i Danmark ejes af verdens største kommunikationskoncern WPP og er verdens førende aktør inden for media investment management. GroupM omfatter i alt 15 danske selskaber, blandt andet MindShare, MAXUS, MediaCom, Mediaedge:cia, Outrider og Kinetic. GroupM’s primære formål er at optimere de tjenester, som WPP's mediebureauer leverer til deres klienter.

“Aftalen med GroupM er et godt eksempel på Maconomys stærke positionering inden for markedskommunikation. Vi er løbende i dialog med mange typer bureauer for at gøre dem opmærksomme på, at vores ERP-løsninger giver dem konkurrencemæssige fordele,” siger adm. direktør Hugo Dorph, Maconomy. “Vi har 20 års ekspertise i best practices inden for ’Professional Services Organisations’. Takket være vores branchefokus kan vi give vores kunder en række værktøjer til at optimere driften og fremtidssikre deres interne forretningsprocesser,” slutter Hugo Dorph.

Bookmark and Share